Sådan påvirker vi hundens bevægelse – til ro og regulering
Hver eneste interaktion, vi har med vores hunde – især gennem linen – påvirker hundens bevægelse og deres regulering i miljøet. Ikke kun fysisk, men også følelsesmæssigt og neurologisk. Uanset om vi er bevidste om det eller ej, påvirker vores tilstedeværelse, kropssprog, energi og måden, vi holder linen på, hundens frihed til at udforske, selvregulere og føle sig tryg.
Bevægelse er meget mere end bare at gå fra A til B; det er et udtryk for, hvordan hunden oplever sin indre og ydre verden. Vores bevægelser og linen mellem os, kan derfor symbolisere en begrænsning eller åben for muligheder.
Når vores følelser påvirker hundens bevægelse og adfærd
Vores egne følelser spiller en stor rolle i den anden ende af linen. Det er let at blive frustreret, når hunden trækker, reagerer på andre hunde eller mennesker, eller stopper for at snuse “for længe”, mens vi selv har travlt. Men i de øjeblikke er det vigtigt at huske, at vores indre tilstand ikke kun påvirker os, den påvirker også hunden. Forbindelsen mellem os skaber en loop, en konstant cirkel af fælles regulering og påvirkning. Når vi bringer stress, spændinger eller hastværk ind i vores fælles cirkel, ændrer det, hvordan hunden reagerer på os og på omverden. Men det betyder til gengæld også, at vi har nøglen til at ændre dynamikken.
Når vi er anspændte i kroppen, går hurtigt eller holder linen stramt, sender vi ubevidst stress videre og hæmmer hundens naturlige adfærd. Hunde er mestre i kropssprog og meget følsomme over for vores kropsholdning, åndedræt og tempo. De reagerer ikke kun på, hvad vi gør – men også på, hvordan vi føler os, og hvordan vi har det. Når vi bliver mere bevidste om vores egen tilstand, kan vi skabe et roligere og mere trygt rum, hvor tillid og forståelse kan flyde begge veje i en fælles regulering.
Hundens bevægelse og regulering – sådan finder hunden naturlig balance
Hunde har brug for at bevæge sig på måder, der giver mening for deres nervesystem. Ligesom os bruger de bevægelse og pauser til at bearbejde sanseindtryk, regulere arousal (et højt aktiveret nervesystem) og stress – og finde tilbage til balance igen. Hvis vi hele tiden afbryder denne naturlige rytme – trækker hunden væk fra en duft eller forhindrer den i at ændre tempo eller kropsholdning, risikerer vi at overse de subtile signaler, hunden giver omkring sine behov. Det kan føre til ophobning af spændinger og stresshormoner, som til sidst ‘overtænder det indre lys’ – lidt som når bægeret er fyldt og flyder over. Når dette sker, kan hunden udvikle stressrelateret adfærd som reaktivitet, angst/frygt, overdrevne dæmpende signaler (fx at “please”, fjolle eller “fiddle”), hæmning (at en naturlig respons undertrykkes eller svækkes) eller undgåelse. Det er særligt risikabelt for hvalpe, unghunde samt hunde, der er sensitive eller i gang med at komme sig efter traumer.
Selvregulering og interoception
Selvregulering er dybt forbundet med interoception – den indre bevidsthed om kroppens signaler. Interoception er afhængig af, at hunden kan bevæge sig og navigere i sit miljø. Når hunde får lov til at udforske frit, så frit som vores menneskeskabte verden tillader, aktiverer de ikke kun deres sanser, men også deres proprioceptive system, som fortæller hjernen, hvor kroppen er, og hvordan den bevæger sig. Dette konstante feedback-loop mellem interoception, navigation og proprioception gør det muligt for hunden at justere kropsholdning, balance og følelsesmæssig tilstand i realtid. Gennem bevægelse lærer den at regulere arousal, tage valg, der matcher de indre behov, og derved finde tilbage til en rolig, reguleret tilstand – sådan som naturen har tiltænkt det.
Mindfulde gåture med din hund – når linen bliver en bro, ikke en barriere
Når vi bliver mere bevidste om vores rolle i den anden ende af linen, kan vi forvandle gåturene til små terapeutiske muligheder. Ved at gå med vores hunde i et roligt tempo, i miljøer der naturligt indbyder til SEEKING adfærd – som dufte, søgen og undersøgelse og udforskning. Og ved at give plads til valg og muligheder, skaber vi betingelserne for at hundens bevægelse bliver friere og mere meningsfuldt. Denne form for mindfulde-gåture understøtter naturlig udforskning, sanseaktivering og selvregulering – og fremmer samtidig frigivelsen af gavnlige hormoner og signalstoffer som dopamin, oxytocin, serotonin og endorfiner.
Free Work og selvvalg – når hundens bevægelse styrker sanser og trivsel
En særlig kraftfuld tilgang til at observere hundens naturlige bevægelse, præferencer og subtile signaler – og samtidig støtte dens mentale og fysiske velvære er Free Work. Dette sanserige setup indeholder forskellige teksturer, dufte, højder og bevægelsesmuligheder, som inviterer hunden til at træffe valg og udforske i sit eget tempo. Vores rolle er at observere, ikke styre. Det giver hunden ejerskab over sine oplevelser, mulighed for at selvregulere, udforske og interagere ud fra sine behov i netop det øjeblik.
Gennem Free Work hjælper vi hunden med at sænke tempoet og fordybe sig i udforskning i et trygt miljø, der støtter sanserne og fremmer de samme gavnlige hormoner, som skaber trivsel og balance. Samtidig lærer vi som mennesker at se vores hunds behov tydeligere – de små signaler, præferencer og bevægelsesmønstre – og vi bliver bedre til at opdage ubalancer eller tegn på smerte. Vi lærer at genkende, hvornår hunden bearbejder information i stedet for at være “stædig”, og hvornår den søger tryghed i stedet for at udvise “dominans”.
På den måde bliver vi, hundens menneske, en rolig og støttende tilstedeværelse, ikke en kilde til pres eller kontrol. Og vi lægger fundamentet for en tryg tilknytning.
Som omsorgspersoner er vores største gave ikke kontrol, men nærvær, forståelse og villighed til at lære. Når vi bliver bevidste om, hvordan vores eget nervesystem spiller sammen med hundens, kan små ændringer skabe store forandringer. Ved at blødgøre vores krop, sænke åndedrættet og give linen plads åbner vi op for kommunikation og samarbejde. Linen bliver en bro, ikke en barriere, men et redskab for en tovejskommunikation i stedet for en kontinuerlig tovtrækning.
Hvalpe, seniorer og sportshunde – alle hunde har gavn af regulering og fri bevægelse
Denne tilgang er ikke kun relevant for hunde med særlige behov eller adfærdsudfordringer. Alle hunde, og mennesker, har gavn af Free Work og mindfuld håndtering. Hvalpe og unghunde opbygger selvtillid og koordination gennem udforskning i deres eget tempo. Seniorhunde bevarer mobilitet og engagement gennem blide, selvvalgte bevægelser. Arbejds- og sportshunde præsterer bedre, når nervesystemet er reguleret, og kroppen bevæger sig frit og uden smerter. Og hunde med en baggrund af omsorgssvigt, hård håndtering eller traumer kan finde heling gennem konsekvent, empatiske interaktioner, der respekterer deres navigering, tempo og behov for sansebaseret regulering.
Når disse elementer mødes, kan hunden bevæge sig, som naturen har tiltænkt det: med nysgerrighed, selvtillid og en følelse af kontrol over egen tryghed og sikkerhed. På den måde skaber vi et miljø, hvor forbindelse – ikke kontrol – viser vejen.
I praksis kan du støtte din hunds naturlige bevægelse ved at:
-
Bruge en sele, der ikke begrænser hundens bevægelsen
-
Bruge en længere line
-
Holde linen med blødhed og bevidsthed
-
Lade hånden glide op og ned ad linen i langsomme bløde bevægelser for at fjerne spændinger
-
Gå i hundens tempo – stop når hunden stopper – gå igen når hunden bevæger sig fremad eller rundt (hvis din hund trækker, gå i et område med flere ting at snuse til i naturen, smid gerne nogle godbidder for at kickstarte din hund)
-
Give din hund tid til at snuse, holde pauser og processere indtryk, kigge rundt og udforske
-
Give plads til valgmuligheder, også valget om ikke at engagere sig med dig
En ny måde at gå sammen på
I sidste ende viser hundens bevægelse os, hvem de er, og hvordan de har det, gennem deres bevægelser. Når vi tager os tid til at observere, lytte og støtte dem i den anden ende af linen, bliver vi en del af deres heling, deres glæde og deres udvikling. Og i dette fælles rum af bevægelse kan både hund og menneske finde en mere balanceret, kropslig og forbundet måde at være sammen i verden på – trygge med hinanden.
Rigtige gode gåture sammen 💞
Vil du vide mere? Tilmeld dig mit nyhedsbrev og modtag min bog “3 trin til en rolig gåtur med din reaktive hund”. Din hund vil elske den nye gåtur – uanset alder, adfærd eller historik!