FreeWork
Free Work setup: Her introduceres hundebur i hundens eget tempo og nysgerrighed.

Hvad er Free Work?

En sanselig vej til balance, ro og læring hos hunde

Free Work er en blid, men dybt virkningsfuld tilgang til forståelse og samarbejde mellem hund og menneske. Free Work handler om sansning, regulering og tryg tilknytning – ikke præstation.

Metoden er udviklet af Sarah Fisher grundlægger af Animal Centred Education (ACE). Forskning viser at ægte trivsel og læring opstår, når dyrene får mulighed for at bruge sine sanser, i sit eget tempo og ud fra sin egen dømmekraft – som naturen havde tænkt det.

Free Work handler ikke om præstation, kommandoer eller træning i traditionel forstand. Det handler om udforskning, regulering og forbindelse i et trygt rum, hvor dyret får lov at sanse sig selv og verden, uden pres, forventninger eller krav.

Hvordan påvirker Free Work hundens nervesystem?

Free Work engagerer hele dyrets sensoriske system, alle otte sanser som hver især spiller en rolle i, hvordan nervesystemet regulerer sig selv og skaber tryghed. 

  1. Synssansen (vision) registrerer bevægelse, afstand og lys.

  2. Høresansen (audition) hjælper hunden med at forstå og filtrere lyde i omgivelserne.

  3. Lugtesansen (olfaktion) forbundet med hukommelse, følelser og orientering.

  4. Smagssansen (gustation)  bidrager til nysgerrighed og oplevelse.

  5. Følesansen (taktil sans) registrerer tryk, berøring, temperatur og teksturer.

  6. Balance- og bevægelsessansen (vestibulær sans) hjælper kroppen med at finde stabilitet og koordinering.

  7. Kropsfornemmelsen (proprioception) fortæller hjernen, hvor kroppen er, og hvordan den bevæger sig.

  8. Interoceptionen den indre sans (også kaldet den 8 sans), der fortæller dyret, hvordan det har det fysisk og følelsesmæssigt der leder til den vigtige selvregulering.

Når alle disse sanser bringes i spil i et roligt, sikkert miljø, begynder nervesystemet at regulere sig. Det skaber et skift fra overlevelse (fight, flight, freeze, fool around og fiddle) til ro, restitution, balance og læring.

FreeWork
Free Work og relation-styrkende øvelser.

Hvordan Free Work påvirker nervesystemet

I et Free Work-setup får hunden mulighed for at bevæge sig i sit eget tempo gennem et sanseligt miljø med forskellige dufte, objekter og teksturer. Denne frie, nysgerrige udforskning aktiverer SEEKING-systemet (beskrevet af neuroforskeren Jaak Panksepp) som er et af de vigtigste systemer for følelsesmæssig sundhed.

Når SEEKING-systemet aktiveres i et trygt miljø, udskilles kroppens naturlige “feel-good” hormonstoffer i en cocktail af dopamin, oxytocin, serotonin og endorfiner. De hjælper hunden med at:

  • Regulere stress og dæmpe produktionen af kortisol.

  • Genfinde balance i det autonome nervesystem.

  • Føle tryghed og glæde i interaktion med omgivelser og mennesker.

  • Skabe nye forbindelser i hjernen gennem neuroplasticitet som er grundlaget for læring og adfærdsændring.

Når vi observerer hundens signaler og støtter uden at forstyrre, giver vi nervesystemet mulighed for at hele indefra.

Heling af traumer og stress

Hunde der har oplevet traumer, smerte eller vedvarende stress, bærer ofte tegn på et overbelastet nervesystem, kroppen er i alarmberedskab, selv i fredelige situationer. Free Work skaber et trygt rum, hvor hunden gradvist kan genlære følelsen af sikkerhed og tryghed.

Ved at bevæge sig frit, bruge sanserne og få ejerskab over sine egne valg sker der en indre reorganisering, musklerne slapper af og slipper spændinger, vejrtrækningen bliver dybere, og bevægelsen mere flydende.
Denne proces er både en fysisk og følelsesmæssig rehabilitering, hvor kroppen får lov at “fortælle sin historie” uden ord.

Mange hunde viser tydelige tegn på restitution efter Free Work-sessioner, de sover bedre, bliver mere kropsligt afbalancerede, får roligere reaktioner og færre over-reaktioner samt øget lyst til kontakt og leg sammen med os.

Observation som redskab til indsigt og læring

I Free Work er vores vigtigste rolle som omsorgspersoner at observere vores hund, ikke instruere.
Når vi iagttager vores hunds bevægelsesmønstre, valg af stimulering og tempo, får vi et dybere indblik i dens fysiske og følelsesmæssige tilstand. Det er fascinerende at opdage, hvad vores hund vælger af sansestimulering, hvad der falder den naturligt, og hvad den har brug for støtte til.

Vi lærer at se:

  • Hvor på kroppen hunden har spændinger

  • Hvilke bevægelser eller sanser der søges eller undgås

  • Hvordan vejrtrækning, blik og hale afslører stress eller afslapning

  • Hvornår dyret er i flow, og hvornår den har brug for – eller søger støtte

Disse observationer bliver et kompas for heling og læring.
Hunden hjælper os med at tilpasse træning, omgang og daglige hverdagsaktiviteter efter deres behov, så vi bliver bedre til at støtte den enkelte hund på den mest respektfulde og omsorgsfulde måde.

Free Work og tryg tilknytning mellem hund og menneske

Free Work styrker også relationen mellem dyr og menneske på et dybt plan. Når vi bevæger os roligt sammen, uden krav og forventninger, begynder vores nervesystemer at synkronisere – en proces, der kaldes co-regulering. Denne fælles regulering skaber en følelse af tryghed, samhørighed og gensidig tillid.

Oxytocin, det såkaldte tilknytningshormon – frigives hos både dyr og menneske, når vi er i rolig kontakt med hinanden. Derfor bliver Free Work ikke kun en sanselig oplevelse for hunden, men også for os. Den gensidige ro smitter, og balancen i relationen forplanter sig i begge kroppe.

Når hunden mærker, at vi ikke kræver, men lytter – ikke presser, men støtter – begynder den trygge tilknytning stille at vokse. Dette stærke bånd reducerer stress, styrker den følelsesmæssige resiliens og skaber en indre harmoni, hvor både hund og menneske oplever større ro og tillid – ikke bare under Free Work, men i hverdagen til hinanden.

Fra observation til læring og samarbejde

Free Work danner ikke kun grundlag for restitution, men også for ny læring.
Når nervesystemet er reguleret, og kroppen føles tryg, kan hjernen igen optage, bearbejde og lagre information. På den måde bliver Free Work ikke blot en pause, men en forudsætning for alt andet arbejde: træning, adfærdsændring, tillid og relation.

Fra Free Work til adfærdsændring

Når hundens nervesystem bliver reguleret, åbner der sig et nyt vindue for læring og forandring.
Free Work danner et solidt fundament, som senere kan integreres i adfærdsarbejde og konkrete træningsforløb. Det kan bruges som en blid indgang til at støtte hunde, der kæmper med fx reaktivitet, separationsangst, lydfølsomhed, håndtering af gæster, introduktion til nyt hjem, ressourceforsvar, håndtering af pelspleje/klippe negle, barn-hund kommunikation eller stress i bilen.

Ved at starte med sansebaseret regulering og kropslig bevidsthed, lærer hunden først at finde ro i sig selv – før vi tilføjer nye udfordringer eller stimuli. På den måde bliver Free Work ikke blot et redskab til trivsel, men en vigtig bro til adfærdsændring gennem tillidsfuldt samarbejde og tryg læring.

En vej til ro, balance og forbindelse

  • Free Work minder os om, at ægte forandring begynder i roen – ikke i kravene.
  • Gennem Free Work lærer vi at observere i stedet for at styre.
  • At lade relationen, ikke redskaberne være omdrejningspunktet.

Når vi bevæger os langsommere, sanser dybere og observerer med empati, skaber vi grobund for ægte samarbejde og heling – for både dyr og menneske. Free Work er ikke en teknik, men en måde at være sammen på 💞


Jeg er på vej mod en certificering som ACE Free Work Trainer. En rejse bestående af fem moduler fyldt med læring, fordybelse og nye indsigter. Siden oktober 2023 har jeg været dybt engageret i Free Work´s sanselige verden. Nu begynder næste spændende fase med case-arbejde. Tak til alle jer der har skrevet for at deltage i case-forløb! Jeg har nu de cases som jeg skal bruge 🤗